Snævert nederlag i første kamp

Sæsonens første kamp endte desværre med et nederlag til Roskilde på 21-18 – men træner Peter Conrad tager meget positivt med fra kampen:

“Selv om vi er noget skuffede over, vi ikke fik point ud af kampen mod Roskilde, så er det vanvittigt dejligt at være i gang igen! Vi må desværre bare konstatere, at vi tabte til et hold, der var skarpere til at udnytte deres chancer, end vi var. Men kampen viste også vores berettigelse i rækken, da den sagtens kunne være tippet over til vores side. Lidt mere rutine og koldblodighed i de afgørende situationer, tjaa så havde det nok givet point. For vi havde bestemt vores muligheder, og det var marginaler, der gjorde udslaget.
Men rutine fornægter sig ikke, og det må vi bare anerkende, at Roskilde har. De var dygtige til at trække tempoet kraftigt ud af kampen, hvilket vi havde lidt svært ved at håndtere i perioder. Men når vi fik presset tempoet op, så havde Roskilde også svært ved at stå imod vores tryk i begge ender. Vi kan tage rigtig meget positivt med fra kampen, og vi vil bruge den kommende uge på at bygge mere på vores spil inden næste lørdags meget svære udekamp mod Bjerringbro.”

Smid en kommentar

Sponsor