Bjerringbro var skarpe på hjemmebane

Bjerringbro var skarpe på hjemmebane

Vi vidste, at Bjerringbro altid er et svært sted at spille, og specielt i år har de været rigtige skarpe hjemme. Det var de desværre også i lørdagens kamp, som blev til et nederlag med 35-28 (17-13).

Efter en lige start på kampen fik værterne stille og roligt et lille overtag, som kampen skred frem. Tendensen fra vores sidste kampe gik lidt igen, da vi ikke var kontante nok i egen zone, hvilket betød, at Bjerringbro til tider fik lidt for nemt ved at lave mål. Omvendt havde vi heller ikke de store problemer med at score. Men desværre havde Bjerringbro lige de flere redninger, end vi havde, som betød, at de kunne gå til pause med en føring på fire mål.

Anden halvleg startede som første med to meget lige hold, men efter 8 minutters spil ved stillingen 23-18 var det, som om at spillet tippede over til AGF’s side. Forsvaret blev mere aggressivt, og der blevet lavet flere spilstop. Det gav bedre arbejdsbetingelser for målvogterne og med 20 minutter igen, var stillingen reduceret til 23-21. Desværre kunne vi ikke helt bevare køligheden og skarphed i afslutningerne, selv om vi have flere rigtig gode muligheder for at udligne. Igen fik vi muligheden for at komme helt tilbage i kampen. Igen kendte vi ikke helt vores besøgstid. Det takkede Bjerringbro for og lavede to hurtige mål. Og igen var de foran med fire. Men en udvisning til hjemmeholdet blev straffet flot, og der kom igen spænding i kampen. Vi blev igen ramt på, at vi ikke havde is nok i maven i de afgørende situationer i begge ender. Det straffede de hårdt og får på papiret en sikker sejr.

Så tæt på, men alligevel så lang fra. Selvom det blev til et nederlag, så var der rigtig meget, vi kunne tage med fra kampen. Vi skal stadig tilbage til vores forsvar fra før jul, hvilket vi arbejder stenhårdt på at ramme. Ligeldes skal vi blive ved i samme spor i forhold til vores angrebsspil, hvor vi størstedelen af kampen spiller på højt niveau i øjeblikket.

Vi glæder os til at spille kamp i DHG torsdag kl. 20, for vi tror og håber på, at vi kan få vores forsvar op at køre efter en rigtig god træningsuge!

Smid en kommentar

Sponsor